Forside » Om recovery » Recovery historie – Claus
Om at skabe forandring af Claus Bech-Nielsen
|af René Winther | aug 6, 2018
Claus Bech-Nielsen er nuværende bestyrelsesformand og tidligere Projektkoordinator hos S/I Vendepunkter Recovery Lab, og har siden 2004 været med til at skabe og udvikle store dele af den indsats indenfor recovery og peer-to-peer, vi ser hos Recovery Lab og mange andre steder indenfor området. Vi bringer her en artikel med Claus, hvor han beskriver forskellene på et behandlingsmiljø og på et forandringsmiljø. Der ud over giver han et billede af faserne i en udviklings- og forandringsproces.
Om et forandringsmiljø
Et forandringsmiljø er det modsatte af et behandlingsmijlø hvor man er på værksted for at få rettet en fejl, eller efterfølgende sat i garage, fordi de fremadgående gear er brudt sammen. Et recovery baseret forandringsmiljø, er et miljø hvor man forankres i en fortrolighed med forandring.
Et forandringsmiljø set i et recoveryperspektiv er et miljø, hvor man inspireres, og hvor man udvikler sig. Hvor der på den ene side er rammer at indgå i, hvor man er tryg og kan være sig selv, og på den anden side er udfordringer, der har afsæt i ens egne mål og ønsker.
Et forandringsmiljø er et fællesskab, hvor det ikke er det ikke kun er det enkelte individ og den individuelle historie der er i fokus. Det er derimod et sted hvor man gør fælles bestræbelser på, hver især, at finde ud af og skabe forudsætningerne for et meningsfuldt liv. Kernen er at skabe lysten og modet til forandring.
Et recoverybaseret fællesskab er, hvor den enkelte deltager accepteres som den man er, og hvor forskelligheden kan rummes inden for de etiske spilleregler, man selv forhandler sig frem til. Det er et sted hvor:
– Man bliver mødt med en åbenhed og et ligeværd, som skaber den tillid der skal til for at kunne være sig selv.
– Man bliver udfordret til at se alt det man ved og tror i et nyt perspektiv.
– Man ser eller oplever nyt, bliver forankret i samarbejder eller meningsudvekslinger med de andre deltagere i fællesskabet.
– Man som peer, med afsæt i egne recovery kompetencer, kan fornemme hvilke temaer der skal iværksættes, for at give afsæt for den næste forandring, nye måder at opfatte sig selv i virkeligheden eller til udvikling af nye mestringsstrategier.
Recoverybaserede mestringsstrategier har altid afsæt i ens nutid og i det man kan og det man ved. Det handler om det man ønsker og de konkrete skridt man har tænkt sig at tage for at komme i den retning. En mestring af vejen til målet sker kun, hvis man har sat sig et mål og at man kan se en mening med det. Det kan lykkes når man er tilstrækkelig engageret i at nå målet, nysgerrig og reflekterende nok, til at kunne få noget ud af både fremgang, modstand og nederlag. Fællesskabet (relationen) og omsorgen for hinanden skal være stærkt nok, til at bære den enkelte deltager igennem også i svære tider. Andres erfaringskompetencer, bruges til at finde værktøjer til at komme rundt om evt. forhindringer.
Recovery værktøjer kan være alt det der virker for den enkelte. Hvad enten det er til at give sundhed, nærme sig sine mål på en tilfredsstillende måde eller til at komme rundt om hindringer der dukker op undervejs på vejen. Afhængigt af den individuelle situation kan det være: En forklaring der passer på situationen og de oplevelser man har, medicin, jazzmusik, afslapning, motion, foredrag, meditation, uddannelse, ro, planlægning, udredning af omstændigheder, flytte hjemmefra, afprøvning af nye aktiviteter, beskæftigelse, osv. Det vigtige er at det passer til behovet i situationen. Et værktøj virker kun når der er brug for det.
En peer i et forandringsmiljø, er en person der på basis af egne erfaringer, og med en viden om hvordan man skaber tillid i relationer og fællesskaber, kan faciliterer en kompetenceudvikling og engagere deltagerne til at forholde sig til temaerne ud fra egen virkelighed og egne erfaringer. Udviklingen af egen virkelighed sker i takt med at man føjer ny facetter til egen historie og egne handlinger. Den udvikling sker via deltagernes erfaringsudveksling.
Om forandringens faser
I en udviklingsproces i et forandringsmiljø, sker der en udvikling med deltagerne som generelt kan beskrives således:
Den første fase hvor man bliver opmærksom på sine egne livsomstændigheder som årsag til den situation man er i.
– Man opdager at man kan være som man er i et fællesskab.
– Man opdager at man har noget at bidrage med når man bliver set og respekteret.
– Man får en ny opfattelse af egne muligheder og tilegner sig værktøjer der virker sundhedsfremmende.
– Man får opbakning og støtte i en proces der langsomt styrker ens selvopfattelse.
– Man udvikler værktøjer der giver håb om selv at kunne skabe en meningsfuld tilværelse.
Den anden fase, hvor man har fået øje på sine egne ressourcer og oplever at man selv kan skabe valgmuligheder igennem samværet med andre, selv om situationen ind i mellem køre fast i gamle mønstre. Ressourcer og mål i talesættes og konkretiseres igennem udviklingen af handleplaner med afsæt i et sundheds- og forandringsfremmende perspektiv.
Den tredje fase, hvor man får lyst til at dele sine recoverykompetencer med andre. Hvor man uddanner sig til at kunne være instruktører for andre. Hvor man tilegner sig færdigheder i at kunne skabe rammerne omkring afgrænsede opgaver, som f.eks. som udskrivningsguide, som guide i forebyggelse, som guide i under kontakter med myndigheder, som guider for borgere der mangler netværk o.l.
Den fjerde fase er hvor man finder de beskæftigelsesmål som kan give mening for en selv at beskæftige sig med og som også giver et socialfællesskab at indgå i. Der udvikles handleplaner der indeholder en kompetenceudvikling, der forholder sig til de krav der stilles til den beskæftigelse man sigter imod.
Den femte fase er beregnet for dem der ønsker at en lønnet beskæftigelse, hvor de kan anvende deres erfaringskompetencer i forandringsmiljøer. De uddannes som peers, recoveryundervisere eller som iværksættere af forandringsmiljøer for udsatte grupper, hvor der er penge til at betale for det og politisk opbakning til at støtte det.