22 15 13 22 info@recoverylab.dk

Kristina Nordahl er underviser på det sidste hold af peer-guideuddannelsen, og engang imellem underviser hun også på recoverykurser hos Recovery Lab. Hun giver sine bud på, hvordan mennesker kan arbejde med recovery på et kursus, hvad der skal til for at blive peer, og hvad det kræver af hende at være underviser.

”Mennesker kan arbejde med recovery derfra, hvor de står, og det vil nok være lidt forskelligt, hvad folk bider mærke i, og hvad de tager med sig. Jeg tror, at det relationelle betyder rigtigt meget. Jeg tror faktisk, at en rigtig stor del af at arbejde med recovery er at møde nogle andre, som også står et sted, hvor nogle ting er svære, og at få talt sammen”, indleder Kristina.

Erfaringsudveksling i en gruppe og arbejdet med relationer er netop noget af det særlige ved recovery-kurser, hvor mennesker kan arbejde med at komme sig helt eller delvist fra psykiske vanskeligheder og arbejde med at få en meningsfuld hverdag. Kursisterne kan derudover arbejde med forskellige nøglebegreber inden for recovery såsom triggere og krisesignaler, mestringsstrategier og livshistoriefortælling. På recovery-kurserne kan mennesker også få et sprog for recovery og de vanskeligheder, de kæmper med:

”Jeg tror, at det er meget betydningsfuldt, at man kigger på, at en trigger er noget, som jeg møder, der er uden for mig, og som kan være med til at gøre et eller andet inden i mig. Og at krisesignaler er min måde at reagere på de her ting. Det sætter refleksioner i gang, om, hvad der er mig, og bare det at kunne begynde at få et sprog for det og få det ind i ens vokabular – det gør det lettere at kunne reflektere over tingene. Når vi begynder at snakke og åbne os, finder vi nogle strategier. Men det er ikke kun de strategier, de finder i forbindelse med de triggere, som de får bragt i spil på dagen – det er også lige så meget den udvikling, det forhåbentligt fører med sig efter bagefter”, uddyber Kristina.

På kurserne er der som regel et eller flere kortere oplæg og god plads til erfaringsveksling. Der er øvelser, hvor kursisterne får nedfældet ting på papir, så de har noget at tage med sig videre og kan huske, hvad de har arbejdet med. Kristina bruger også meget gerne øvelser på gulvet. Det kan for eksempel være åndedrætsteknikker eller en runde, hvor kursisterne skal sige noget pænt om hinanden.

Kursisterne bestiger et bjerg lidt ad gangen

Kristina tror, at det er vidt forskelligt fra person til person, hvad der skal til for at skabe en meningsfuld hverdag, men at der også er nogle ting, der går på tværs:

”Jeg tror, at vi alle sammen har brug for nogle relationer – vi har alle sammen brug for nogle mennesker, der holder os, og som vi holder af, og også nogle mennesker, der kan hjælpe os med nogle ting. Omvendt har vi brug for at føle os betydningsfulde og føle, at vi kan bidrage med noget for andre, og vi har brug for at føle os som en del af et fællesskab”, siger Kristina.

Hun fremhæver også, det er vigtigt, at de helt basale ting er på plads: at vi har et sted at bo og noget at spise. Derudover tror hun, at det er meget vigtigt for mennesker, at de kan se for sig, hvad de skal gøre for at tage skridt i retning af recovery

”Det er hvert fald min oplevelse, at det gør det lettere at arbejde med recovery, hvis man kan forestille sig, hvad det er, man kan gøre, og at det bliver håndterbart, det som man skal gøre, så det ikke er sådan et eller andet fluffy og stort bjerg. Men det er det selvfølgelig – det er et bjerg, man skal bestige, men man skal ikke bestige hele bjerget på en dag. Det er vigtigt, at man kan overskue, hvad det er, man skal gøre”, siger Kristina.

Hun kommer ind på, at empowerment er et vigtigt element i recovery – at mennesker tager skeen i egen hånd, og at der er noget, der kommer fra dem selv, at de tager et aktivt valg. Det kan dog ikke stå alene – ens relationer og dem, man møder på sin vej er en del af en recoveryproces:

”Jeg tror, at det går hånd i hånd med, at man møder mindst en, som ser en, og som gerne vil hjælpe en videre. Jeg tror, at det er rigtigt vigtigt at blive set, som den man er, og at blive accepteret, som den man er. Det lyder måske klichéagtigt, men det der med at blive accepteret der, hvor man er i sin proces, og blive set – virkeligt set der, og at der er nogen, der måske viser en, hvilken vej eller hvilke veje man kan gå, er også vigtigt. Men det at have en eller anden impuls i retning af gerne at ville få det bedre, det, tror jeg faktisk, er rigtigt vigtigt”, siger Kristina.

Peers bringer sig selv i spil

Kursister på recovery-kurser og andre mennesker, der er kommet langt i deres recovery, kan få mod på at afprøve muligheden for at blive peer. Kristina kommer ind på, hvad man skal omkring på peer-guideuddanneslen for at blive klædt på som peer. Som minimum skal man have været på en eller anden måde have været omkring emnerne fra recovery-kurset:

”Derudover synes jeg også, det er vigtigt, at man arbejder med sin egen livshistorie. Dels for at få kigget på den, dels for at få den fortalt nogle gange, og dels også for at få taget nogle valg i, hvad vil jeg fortælle, og hvad vil jeg ikke fortælle. Hvad er stadigvæk privat for mig, og hvad vil jeg gerne bringe i spil, og hvad giver mening at bringe i spil. Når man gerne vil hjælpe andre ved at fortælle dele af ens historie, skal man jo gøre sig nogle overvejelser omkring, hvad er det, de andre har brug for at høre om”, siger Kristina.

Hun fremhæver også, at det er vigtigt, at man på uddannelsen lærer, hvordan man lytter, og hvornår det giver bedst mening at lytte eller at rådgive, og hvordan man skal bringe sine egne erfaringer i spil. Hun synes, at fortællinger og samtaleteknik er vigtige temaer på peer-guideuddannelsen, og at det er vigtigt at lære noget om konfliktløsning.

Peers indgyder håb

Kristina ser, at der er nogle hovedting, peers skal kunne:

”Som peer skal man kunne indgyde håb. Vi snakkede før om, hvad der skal til for at komme sig – og før man kan komme dertil, er der nogen, der bliver nødt til at gå ind og være vikarierende håb, hvis man føler håbløshed. Det synes jeg, er rigtigt vigtigt, det her med at indgyde håb og tro på, at det er muligt at komme sig. Det er det, der er essensen i det”, siger Kristina og fortsætter:

”Det andet, man også kan, er at være en samtalepartner, der er ligeværdig. Det er rigtigt vigtigt med ligeværdighed, og at man kan møde folk der, hvor de er, uden at stille spørgsmålstegn ved deres virkelighedsopfattelse eller det sted de står eller deres følelser og oplevelser og blive taget alvorligt der, hvor man er, og at man kan vise, hvor er det, man kan havne – at det er muligt at komme sig”, siger uddyber Kristina.

Kristina ser, at der er lige så mange måder at være peer på, som der er mennesker, da det handler om at være menneske til menneske, og at det er vigtigt at have sin personlighed med. På en uddannelse kan man gøre sig refleksioner over, på hvilken måde man er peer, og hvordan man vil trække på metoder og teori fra uddannelsen, og hvordan man vil trække på sine egne personlige erfaringer.

En underviser skaber balance

Når Kristina underviser, kræver det lidt af det, som peers skal kunne generelt. Derudover kan hun godt lide at koble teori, peer-faglighed og alle mulige andre fagligheder. Hun har peer-faglighed og en pædagogisk uddannelse, og hun kan vælge at trække mere på det ene end det andet, alt afhængigt af dagen og situationen. Hun kan også vælge, hvor meget hun skal bringe sin egen dag med ind i rummet:

”Nogle gange synes jeg, at det kræver en evne til at lægge låg på, hvor man selv er på dagen, og andre gange synes jeg, at man kan invitere det indenfor. Det skal man også gøre sig nogle overvejelser omkring, hvor man er i forhold til det”, siger Kristina.

Som underviser er det også vigtigt, at hun skaber balance i, hvad deltagerne får af input – hun har nemlig ansvaret for, hvilket udbytte deltagerne får. Hun skal også sikre, at alle, der gerne vil sige noget, får mulighed for det. Alle behøver ikke at sige lige meget, men det er vigtigt for hende, at alle føler sig velkomne:

”Jeg synes, det er vigtigt og nærmest alfaomega, at folk kan berette og føle sig frie til det eller føle, at ingen dømmer dem, og jeg håber, at jeg er med til at skabe et trygt rum”, slutter Kristina.