22 15 13 22 info@recoverylab.dk

Hvad kræver peer-to-peer, og hvad betyder det for en arbejdsplads at have peers? Hvordan sætter en arbejdsplads gode rammer for peers? Hvad er vigtigt for at trives som peer? Cindy Lund Nielsen gav sine bud til onsdagens foredrag og debatarrangement hos Recovery Lab

Cindy Lund Nielsen arbejder som recovery-mentor i et botilbudsteam tilknyttet Psykiatrisk Center Amager. Recovery-mentor er et de mange ord, der bruges for peers. Det betyder, at hun trækker på sine egne erfaringer med psykiske vanskeligheder og recovery i mødet med borgerne, hvor hun tager ud til dem, hvor de bor.

”Personligt synes jeg, at det er rigtigt fedt! Jeg har selv boet på et bosted, og jeg manglede selv en rød tråd i behandlingstilbuddene. Det var ikke særligt fedt, at det ikke var de samme mennesker, der gik igen. I botilbudsteamet er det de samme mennesker, der går igen – det er fantastisk!,” fortæller Cindy.

Cindy kunne også godt have brugt en peer i sit eget forløb, for eksempel da hun skulle finde løntilskudsjob og stod alene med opgaven. Det havde været en hjælp for hende, hvis der havde siddet en peer sammen med sagsbehandleren, og som også kunne støtte hende i dialogen med en arbejdsplads:

”Man skal have peers ind mange steder, fordi de har en værdifuld viden, og man skal benytte sig af det i mange flere henseender, end man gør nu. Det er vigtigt at få peers udbredt, og at man i alle projekter fra jobcentrets side har medarbejdere med brugerbaggrund med fra starten”, siger hun.

Alle kan prøve kræfter som peer

Hun er med i EN AF OS-kampagnen, der kæmper for at nedbryde tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom, og hun holder oplæg om sit eget forløb. Hun har også været frivillig i Team Mod på Livet, der er tilknyttet Center Nordvest i København. Her lavede hun lidt det samme, som hun gør som mentor.

”Frivilligt arbejde har været en kæmpe fordel, da man ikke ved, hvad det vil sige at være peer, før man har prøvet det. Frivilligt arbejde er også vigtigt, da det betyder ubeskriveligt meget at have identitet og at have et arbejde, for det spørger alle ind til. Det behøver ikke at være lønnet – det kan også være frivilligt”.

Cindy oplever, at der er mange om buddet på de opslåede peer-stillinger, og hendes holdning er, at det er godt, at der både er frivillige og lønnede peer-stillinger, for så har alle en mulighed for at være med. I det frivillige er der mulighed for at arbejde med sig selv og finde ud af, om peer-arbejdet er noget for en – samt i hvilken form:

”Man skal finde ud af, hvordan det er at arbejde med relationer – det er ikke alle, der kan det og har det i sig. Det er heller ikke alle, der har lyst til det. Nogen vil hellere have for eksempel kontoropgaver, der har med andres og egne erfaringer at gøre”, uddyber Cindy.

Egne erfaringer skaber forståelse

”Jeg har lært at forvalte mine erfaringer til noget andet og bringe det ind i en kontekst, hvor de ikke har været forgæves. Hvis jeg kan bruge det på en anden måde, har det ikke været forgæves. Når jeg som mentor præsenterer mig, så er det typisk, at mennesker får en samhørighed fra starten. Vi har noget til fælles og har en fællesnævner, da jeg forstår, hvordan det er at være under gulvbrædderne”, siger Cindy.

Hun oplever, at borgerne får en helt anden relation med hende, end behandlerne:

”Borgerne stiller aldrig spørgsmålstegn ved, hvis jeg siger ’jeg forstår dig godt’. Jeg kommer heller ikke med en dagsorden om, at du for eksempel skal holde op med at ryge hash. Jeg siger kun, at det måske vil være nemmere, at nå derhen, hvor du gerne vil hen, hvis du ikke gør det” uddyber Cindy.

Hun fortæller, at hvis hun kan komme ind ad en dør, som personalet ikke kan komme ind ad, kan hun styrke samarbejdet mellem borger og personale:

”Personalet kan spørge mig ind til medicin og alt muligt, jeg har prøvet og været igennem – det bliver jeg brugt meget til. Det er ikke sådan, at vi skal overtage alt muligt fra personalet, men vi kan være noget nyt og være en ny faggruppe, der kan noget andet”, forklarer Cindy.

Nye vinkler på erfaringerne

Cindy kommer ind på, at mange mennesker ikke kan sætte ord på det svære i deres liv. Hun kan se, at hun tænker over sit forløb på en anden måde og kan forklare noget, der har været svært, på en måde, der kan være gavnligt for både personalet og borgerne.

”Jeg har både gode og dårlige oplevelser fra psykiatrien. Nogle gange er det spøjst at have erfaringer med sig og se arbejdet fra den anden side, for eksempel når der lægges behandlingsplaner”, siger Cindy og uddyber:

”Nogle gange skal jeg bide det i mig, fordi der bliver talt med en speciel jargon. Det gør der på alle arbejdspladser. Det er fedt at være med til at præge den side – hvis jeg synes, der er noget, der er helt åndssvagt, så siger jeg min mening. Det kan være fedt at være med til at præge en retning”.

Arbejdspladsen tog godt imod

”Til jobsamtalen blev jeg spurgt ind til, om jeg ville komme og sige, hvis der var noget. Det svarede jeg ja til, og siden har de ikke spurgt ind til det”, fortæller Cindy.

Hun oplevede at blive taget godt imod og som enhver anden ny medarbejder, og det betød meget for hende. De første 14 dage fik hun den samme introduktion til arbejdspladsen og borgerne som andre nye kolleger gør.

Hun hører om, at mange arbejdspladser har svært ved at finde ud af, hvad de skal bruge funktionen til, og hvilke opgaver en peer eller mentor har:

”Når man ansætter, skal man vide, hvad en mentor eller peer er, hvad man kan bruge funktionen til på stedet – ellers bliver man rigtigt forvirret, når man starter et job”, understreger Cindy.

Uddannelse og erfaringsudveksling styrker peer-rollen

Cindy mener, at mentorer og peers skal uddannes, men at deres viden ikke må blive så professionel, at der går noget af, og de mister deres peer-identitet:

”Vi har brug for at udvikle os og blive dygtigere til at bruge vores egne erfaringer. Nogle gange skal de ikke i spil. Det kan være nok at vide, at jeg har været syg, boet på et bosted og taget medicin. Det er noget, man lærer, når man er i det”, siger Cindy.

Som peer er det vigtigt for hende at kunne sige fra, for alle mennesker har områder, som de ikke vil bevæge sig ind i. I Cindys job er det også nødvendigt at have et erfaringsudvekslingsrum og faglig udvikling sammen med andre recovery-mentorer.  Recovery-mentorerne mødes en gang om måneden:

”Vi kan tale sammen om udfordringer og det, vi gør godt. Det er vigtigt, og vi kan virkelig bruge hinanden meget. Det skal man holde fast i og gøre mere af. Nogle steder er mentorer meget alene, så det er rart, at vi kan bruge hinanden”, uddyber.

Cindy har gået på peer-guideuddannelsen hos Recovery Lab, og der oplevede hun også et rum for erfaringsudveksling:

”Det var rigtigt rart at dele erfaringer med nogen, der også har egne erfaringer med psykisk sygdom og recovery. Her oplevede jeg også, at det jeg så som begrænsninger, ikke var begrænsninger”.