22 15 13 22 info@recoverylab.dk

Özlem Cekic holdt foredrag på Tomsgårdsvej 35, der huser et kulturhus samt det socialpsykiatriske tilbud FRINOVA i Nordvest. FRINOVA har tema om demokrati, og hvordan vi har et demokratisk samfund, og hvad vi selv kan gøre. Flere havde i den forbindelse foreslået Özlem Cekic som foredragsholder.

Omkring 20 deltagere var mødt op tirsdag den 26. september, og lokalet blev hurtigt varmet op på den lune og solskinsrige sensommeraften.

Özlem Cekic fortalte sin mønsterbryderhistorie fra bunden af samfundet og til at komme i Folketinget. Hun kom også ind på sit arbejde som brobygger, og hvordan hun opsøger mennesker, der har sendt hende hademails. Hun er en dygtig fortæller og bruger kropssprog og stemmer samt beskriver omgivelserne detaljeret i sine historier og anekdoter om møder med mennesker i sit liv, så de fremstår levende for tilhørerne.

Özlem Cekic brænder for sit arbejde og inspirerer andre til at gøre en forskel – for selv i det små, kan vi alle gøre en forskel, hvor vi er. I løbet af foredraget kommer hun ind på gode råd til, hvordan vi kan møde andre mennesker med åbenhed, tillid og mod.

Vi kan alle tage ansvar

Hun indleder foredraget med et alavitisk ordsprog som et godt råd, når vi møder andre mennesker:
”Hvis du er tvivl om, hvad den anden føler om dig, skal du mærke efter, hvordan du føler om den anden”

Mod slutningen af foredraget kommer hun yderligere ind på, hvordan vi kan møde andre mennesker på en måde, der skaber en åben og nysgerrig dialog, og hvad vi selv kan gøre for at skabe og bibeholde et demokratisk samfund:

”Kunsten ligger i, hvad vi kan gøre selv – vi kan alle tage personligt ansvar”, fremhæver Özlem Cekic, ”vi kan alle gøre noget, hvor vi er. Vi kan gøre en forskel og åbne op og byde andre ind”. Hun understreger også, at der altid er håb, og at vi aldrig må opgive håbet – selvom det kan være svært at opretholde.

Nogle dage giver hun op og siger til sin mentor og ven, Bent Melchior: ”Hvad er meningen? Nytter det noget?”

Så spørger han ind til, om hun har gjort helt basale ting i løbet af dagen. Han siger, at det vigtigste er at lægge sine helt store ambitioner til side og tænke over, om man i løbet af en dag har hjulpet og gjort en forskel for en anden.

”Gjorde du en forskel i dag? Det er meningen med livet”, siger hun.

I sit brobyggerarbejde, hvor hun blandt andet møder mennesker, der sender hende hademails, har hun erfaret, at der er mere, der binder os sammen, end der skiller os, men vi er fokuserede på det, der skiller os. Det kan være en redning at blive inviteret ind i et fællesskab, og venner bliver ens vaccine imod ens fordomme og forestillinger: ”Men det er ikke unaturligt at have fordomme og forestillinger”, understreger Özlem Cekic, ”men det er vigtigt at udfordre dem”.

Hendes motivation for at fortsætte sit arbejde er dels, at angsten for at dø ikke må forhindre hende i at leve, og at hun inderligt tror på samtalen.

Hvis du er bange, er de bange

Özlem Cekic oplever nogle gange, at hun bliver bange, når hun opsøger mennesker, der har sendt hende hademails. Det hjælper at sætte ord på de følelser tidligt i samtalen – og ofte viser det sig, at den anden person også er bange for, at hun for eksempel har en masse fætre gemt udenfor, der vil komme ind og smadre ham. Hun undrer sig over, at de kan være bange for hinanden, når de ikke kender hinanden.

Hun opsøger dog ikke de mennesker, der truer hende på livet – de henvendelser sender hun videre til politiet.

Det er vigtigt at finde noget, de har til fælles, for så ser de hinanden som mennesker. Hvis de har afsat to timer, bruger de for eksempel den første halvanden time på at snakke om det, de har til fælles:
”Det tager tid at bygge bro”, siger hun.

Hun siger, at det er et kæmpe problem, at Christiansborg sætter befolkningen over for hinanden.

Dog er det tydeligt, at vi har meget mere end til fælles, end vi umiddelbart tror. Özlem Cekic fortæller om en video, hun har set, hvor grupperinger er sat ind over for hinanden. De bliver bedt om at flytte plads ud fra spørgsmål, såsom hvem der har haft sex i går, eller hvem der har haft tømmermænd i weekenden. Hensigten er at vise, at vi har mere til fælles, og at det der skiller os, ofte er de kasser, vi er puttet i såsom psykisk syg, homoseksuel eller muslim.

Özlems opvækst mellem to kulturer

Özlem Cekic flyttede med sine forældre til Finland og senere til Danmark med en drøm om at tjene penge nok til at få 40 får og et hus i landsbyen. Forældrene vidste ikke, at de kunne få deres børn passet, og som fem-årig passede Özlem passede lillebroren sammen med storebroren, når forældrene arbejdede. Det hang ikke sammen for familien, og storebroren og Özlem blev sendt til Tyrkiet og kom til at bo hos deres mormor, som er en stærk kvinde i landsbyen og bliver et forbillede for Özlem.

I sommerferien var de to søskende hjemme hos forældrene i Danmark, og forældrene kunne se, at Özlem Cekic ikke trivedes, så de beholdt hende hjemme, og hun kom i en modtagerklasse på Vesterbro. Da hun senere kom i en almindelig klasse, erfarede hun, at det er bedre at være den bedste på B-holdet, end den dårligste på A-holdet. Der var ingen lektiehjælp på skolen, og forældrene kunne heller ikke hjælpe hende. Hun var mislykket sproglig, fagligt og kulturelt.

Hun flyttede fokus fra sproget, da hun en dag spurgte sin mor efter et tørklæde og tog det på mod sine forældres ønske. Hun oplevede, at de andre i skolen syntes, hun nu var mystisk, og alle ville snakke med hende. Hun blev mere og mere radikal og ville ikke give mænd hånden, og ved Ramadanen ventede hun endnu længere end de andre, før hun spiste ved solnedgang. Forældrene og skolen opgav hende.

To episoder har særlig betydning for, at hun begyndte at hade alle danskere: En dag spyttede en mand på hendes tørklæde, hun forsøgte at få det af og kastede op. Et par uger senere hev en mand hendes tørklæde af.

Spørgsmål og krav vender radikalismen

En ung fyr i moskeen gav Özlem Cekic bøger om at være i krig med Vesten, og det påvirkede hende. En dag talte hun med imamen – i en hel time lod han hende snakke om sine fordomme og forestillinger om Vestens krig mod de muslimske lande, før han afbrød hende og spurgte:

”’Hvorfor hjælper de muslimske lande ikke Afghanistan?’”

Omkring samtidigt kom hun i praktik i Føtex. Da praktikperioden var ovre, spurgte hun chefen, om hun måtte få ”en arbejde”. Det fik hun mod to krav: Hun måtte ikke sige, at hun var knap 15 år, og hun måtte heller ikke tage det personligt, når andre rettede på hendes sprog – ”’…og så hedder det et arbejde’”, sagde chefen. I Føtex blev hun vaccineret mod sin egen racisme, efterhånden som hun lærte sine kolleger at kende.

Fra HG kom Özlem Cekic i gymnasiet. ”Det var et kulturchok uden lige at komme fra et arbejderhjem og i gymnasiet”, understreger hun. Efter gymnasiet endte hun i et arrangeret ægteskab:

”Det er ligesom at spille Lotto. Enten vinder man, eller også taber man. Jeg tabte”, siger hun. Der fulgte hårde år, hvor hun i begyndelsen var med på mandens rengøringsjob før og efter, hun var på sygeplejeskolen. En dag spurgte hendes far, hvorfor hun tog med på mandens job.

”Når man kører i ring, er det en kæmpe hjælp, at nogen sætter spørgsmålstegn”. Derefter koncentrerede hun sig om sit arbejde, de købte hus i Albertslund, og hun fødte sin første søn, Furkan. Fire år senere var huset på tvangsaktion, og hun skulle skilles.

En uafhængig kvinde med mål i livet

Özlems situation så sort ud, og mormoren rejste for første gang væk fra landsbyen og besøgte hende og sagde:

”’Det vigtigste for en kvinde er, at hun er uafhængig. Arbejd alt hvad du kan, og køb dit hus op igen”. Hun flyttede hjem til sine forældre, arbejdede fuldtid to steder i tre måneder og købte huset op. Senere solgte hun huset.

På arbejdet som sygeplejerske blev hun tillidsmand:

”Jeg fandt ud af, at hvis jeg virkelig skulle bestemme, skulle jeg ind i Dansk Sygeplejeråd”, siger hun. Hun kom ind, men opdagede hurtigt det særlige fokus på hende som den første med minoritetsbaggrund, der var kommet ind i rådet – indtil hun blev omtalt som rød i en avis efter at have stillet et forslag om, at formanden skulle gå en halv million ned i løn:

”Yes! Jeg er ikke brun længere – jeg er rød!” siger Özlem, der senere meldte sig ind i SF og kom i Folketinget i 2007.

Hademails fører til dialog

Når Özlem Cekic havde været på Folketinget talerstol, lå der ofte en-to hademails i hendes indbakke bagefter.

En nynazist chikanerede hende i otte måneder.

”En dag var jeg i Zoologisk Have med min familie, og han blev ved med at ringe. Jeg blev så bange for, at han var i Zoologisk Have, at jeg insisterede på, at vi tog hjem med det samme. Min søn spurgte ’Hvorfor hader han dig, mor?’, og jeg svarede ’Det er, fordi nogle mennesker er dumme’”.

Özlem Cekic snakkede med Jacob Holst om det, og han sagde, at det var en dumt svar, og at Özlem Cekic skulle gå ud og møde dem og sin egen racisme. På det tidspunkt var Özlem stolt over, at hun ikke gav hånd til nogen fra DF.

Hun lavede en hademailsmappe. I begyndelsen slettede hun alle hademails, men så sagde en kollega:

”Når der sker dig noget en dag, er det godt, politiet har noget at gå efter”, fortæller hun. Hun besluttede sig for at opsøge nogen af dem, der sendte hende hademails:

”Jeg havde en forestilling om, at hvis de mødte sådan en som mig, ville de blive gode igen – det var en frelserforestilling”, fortæller Özlem Cekic.

Det tog 14 dage for hende at tage sig sammen til at ringe til nynazisten. Der blev helt stille i røret:

”’Det skal jeg lige spørge Bente om’, sagde han. Tænk, han havde en kone – det havde jeg slet ikke forestillet mig”, siger Özlem. Hendes forestillinger om, at han nærmest boede i en muddergrøft eller svinesti, slog også fejl. Han havde en nydelig græsplæne, og huset var pænt. De fandt ud af, at de lignede hinanden med arbejderbaggrund, og de havde begge arbejdet sig op. Deres fordomme om hinanden lignede også hinanden – for eksempel hvis bussen holdt ti meter fra dem, havde de begge tænkt om buschaufføren, at han var racist. Hun fandt ud af, at det også handlede om hende selv og hendes fordomme, og at vi alle har en forestilling om, at det er de andre, der startede. Det blev udgangspunktet for Dialogkaffe.

Dialog spreder ringe i vandet

Özlem Cekic slutter foredraget af med give en opgave til tilhørerne, så dialogen kan sprede sig som ringe i vandet:

”Inden året er omme, skal I prøve at bygge bro til en af jeres fordomme. I skal mødes med en personligt, og I må ikke anklage, kun tale om det I er enige om den første times tid. I vil blive oprigtigt overraskede over det. Jeg går ikke ind for kontrol, men I må gerne sende et billede af det til mig”.