En ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at 623.000 danskere har dårlig mental sundhed.

Hos Recovery Lab ser vi, at en travl hverdag med for mange og for høje krav fra andre og os selv kan være en medvirkende årsag til dårligt mentalt helbred. Vi lever i en verden, hvor nærmest alting synes at gå meget hurtigt, hvor der er meget at vælge imellem, og hvor der er høje forventninger og krav til den enkelte:

Det går hurtigt i trafikken, på de sociale medier og i nyhedsstrømmen. Det kan være svært at følge med og turde vise andre andet end det perfekte liv. Vi bliver bombarderet med sanseindtryk og andres tilsyneladende lykkelige liv i løbet af en enkelt dag, og det kan gå ud over livskvalitet og søvn.

Vi ser også, at det går hurtigt på arbejdspladserne, og at dårligt arbejdsmiljø nogle steder trives, og at særligt offentligt ansatte er blevet skydeskive i den offentlige debat samt mål for besparelser.

Vi hører om, hvordan unge bliver tilskyndet til at komme hurtigt igennem uddannelserne og i job, og at der ikke er tid til refleksion og fordybelse – og til sabbatår og dannelsesrejser. Det levner ikke plads til drømme, kreativitet og personlig udvikling.

For mange er jobbet ikke er lige for hånden, eller for nogen spænder sygdom ben at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Når det sker, rammes vi af krav og kontrol fra jobcentre, der kan være med til at forværre vores mentale sundhed.

Vi ser tilsammen et samfund, hvor der er for mange forventninger og krav til det enkelte menneske – og det smitter af på de krav, vi stiller til os selv og påvirker vores mentale helbred. Vi ser også et samfund med en hård debattone og et menneskesyn i medierne blandt især politikere og meningsdannere, der vidner om, at de ikke ser en værdi i mennesker, blot ved at de er til.

Recovery Lab har det menneskesyn, at mennesker har værdi i sig selv blot ved, at de er til. Vi mener også, at alle er en del af samfundet og har noget at bidrage med. Om det er gadekunst, et debatindlæg eller et smil til en trist person på gaden. Mennesker har værdi i sig selv.