22 15 13 22 info@recoverylab.dk

Louise Bjørndal holdt foredrag hos Recovery Lab onsdag den 22. november. Omkring 25 mennesker var mødt forventningsfulde op for at høre Louises historie.

Louise bor i Næstved i en skæv lejlighed, der passer til hendes skæve eksistens. Hun skriver for Outsideren, er EN-AF-OS-ambassadør og har etableret sit eget formidlingsfirma ”Mit liv på tværs”. Louise har taget peer-guideuddannelsen hos Recovery Lab og er ved starte peer-virke op i Næstved.

”Jeg vil rigtigt gerne tage jer med ind i mit liv, og hvordan det har været. Jeg havde en kaotisk opvækst med massivt omsorgssvigt, skilsmisser, mobning, psykisk sygdom og mødet med systemet. Jeg har altid været anderledes – jeg var en pisseirriterende møgunge, og jeg passede ikke særligt godt ind”, fortæller Louise.

Hun gik på en almindelig skole. I 9. klasse blev hun diagnosticeret med ADHD og en uspecificeret personlighedsforstyrrelse. Hun kom sluttede folkeskolen med nogenlunde karakterer, og hun spillede håndbold. I 10. klasse kom hun på en talentudviklingsskole, men hun blev mere og mere syg og blev psykotisk. Hun forsøgte at tage sit eget liv med en overdosis. Skolen måtte kapitulere, og hun kom hjem til sin mor.

”Jeg var meget veltrænet og meget psykotisk, og min mor er meget lille, så jeg vendte nemt bunden i vejret på hende. Vi havde et anstrengt forhold. Det hele kulminerede og gik helt agurk”, siger Louise.

Moderen måtte ringe til politiet, da Louise var 17 år. Politiet sagde, det var kommunens ansvar, og kommunen sagde, det var politiets ansvar.

”En dag gik jeg amok, da jeg var psykotisk og syntes, at vandet løb den forkerte vej ud af hanen. Min mor flyttede til Jylland, og jeg blev anbragt på Ungecentret Aurora i Avedøre. Jeg skulle være der i tre uger, men det blev til syv måneder, indtil der var plads i psykiatrien. På det tidspunkt var jeg utroligt dårlig”, fortæller Louise.

Fra psykiatri til botilbud

Hun kom på et socialpsykiatrisk opholdssted på Frederiksberg, men passede ikke særligt godt ind i målgruppen. Efter et års tid måtte de kapitulere. I foråret 2007 blev hun indlagt på Psykiatrisk Center Frederiksberg og var der i et halvt år. Hun blev bæltefikseret over 50 gange, men hun kan ikke rigtigt huske noget derfra. Hun blev nogenlunde stabiliseret og flyttet til Sct. Hans, hvor hun var indlagt i tre år.

”Hvis man har brug for at være indlagt i tre år, er man virkelig syg i hovedet”, siger Louise.

I 2010 var der en masse besparelser, og afdelingen skulle lukke. Louise havde fundet et privat botilbud, og hun argumenterede sig til en plads på Egholt, der ligger ved Sorø.

”To personaler fra Sct. Hans havde været derude og holde et mindre foredrag for de ansatte, om at Louise er en, man nemt holder af, men at hun ødelægger pædagoger. Men på Egholt lagde de journalerne væk, og de tilpassede kasserne efter, hvordan man udviklede sig”, fortæller Louise og fortsætter:

”Her mødte jeg nogen, der trådte et skridt tilbage og sagde ’ja, Louise går amok, men hvorfor går hun amok’. De gik ikke, hvis jeg gik amok – de blev der for mig. Fordi de blev, gad jeg ikke bruge mere tid på at prøve dem af. Det er imponerende, at de stadig snakker med mig i dag, når man tænker på, at jeg smadrede pædagoger op ad væggen”.

Det største vendepunkt

Louises største vendepunkt sker, da hun har boet på Egholt i et halvt år. Hun har ligget med en depression og gloet ind i væggen og skal have hjælp til alt.

”Det eneste, jeg kunne, var at bruge penge. Jeg kunne ikke spise, jeg kunne ikke magte at tage gaflen op til munden. Så lidt magtede jeg”, siger Louise.

På Egholt har koen fået en kalv, og Louise før en følelse af, at der er noget galt. De ligger oppe i den anden ende af marken. Det tager Louise flere timer at få sko på, så der er bare langt.

”Koen ligger ned, så jeg ringer til de ansatte og siger, at de har et koproblem. Jeg får besked på at ringe til dyrlægen. ’Nu skal du tage et valg!” Et valg! Jeg har ligget i min seng i et halvt år, og nu skal jeg tage et valg. ’Du har også et ansvar – du skal vælge, om du vil tage kalven fra koen – begge dele kan være fatalt” Ansvar! Du siger, jeg har et ansvar”, fortæller Louise.

Hun ringer efter en af medbeboerne, der kommer med en ATV’er, men han er ikke til megen hjælp og vil ikke løfte kalven sammen med hende. Den vejer 45 kilo og hjælper ikke til – tværtimod bliver den stiv i alle sine lemmer. Louise får den op alene. De kører kalven ned til Egholt, og Louise får den ind i en hesteboks. Den har skidt og tisset over hende:
”Vi bliver aldrig venner!”, råber hun ad den og går ind og skifter tøj.

”Ej, den var jo meget sød. Jeg går ned og tjekker den. Den ryster og har det ikke godt. Hvad gør man med mennesker, der har angst, spørger jeg mig selv. Man giver dem omsorg. Så jeg lægger mig ned hos den og falder i søvn”, fortæller Louise.

Kalven kalder hun Mathilde, og Mathildes mor bliver aflivet. Louise påtager sig opgaven med at passe den og bruger de næste fire måneder sammen med den. I dag er den seks år.

”I de fire måneder skal Mathilde have mad fem gange i døgnet. Hun sørger for, at jeg rejser mig fra at ligge og kigge ind i væggen. Jeg går tur med den klokken syv, og folk er ved at køre galt. Jeg oplever, at der er nogle mennesker, der faktisk tror på, at den opgave kan jeg godt klare, og at jeg godt kan tage ansvar. Der går det op for mig, at jeg har større evner, end jeg troede hidtil”, uddyber Louise om sit vendepunkt.

På egen hånd

I 2014 var Louise klar til at flytte i udslusningslejlighed. Det var et kulturchok uden lige. Hun skulle vænne sig til, at det var hende, der skulle klare alle hverdagsting såsom opvasken. Hun fik lov til at fået en kat med, som hun havde slæbt med hjem:

”Hvorfor helvede, er der ikke nogen har taget opvasken! Hvorfor er der ikke noget rugbrød? Nå, nej – det er også mig, der skal stå for det! Jeg havde svært ved at vænne mig til og huske praktiske opgaver”, siger Louise. Et par timer senere kunne hun gå ind i køkkenet og igen konstatere, at der ikke var nogen, der havde taget opvasken.

Hun udvikler sig særligt meget, tager sin STU på tre år og møder en lærer, der ser særlige evner hos hende og lærer hende matematik, som hun ellers hader. Da hun er færdig med sin STU, vil hun noget nyt og bliver EN-AF-OS-ambassadør. 1. april 2016 er også et kæmpe vendepunkt, da hun flytter i sin egen lejlighed. I dag får hun minimal støtte: Hjemmevejledning som en times samtale om ugen og en påmindelse om at tage sin medicin. Ligesom alle andre mennesker kan hun have dårlige dage, men hun har fundet strategier til at komme videre.

”Jeg kæmper fro den gode historie. En psykiater sagde til mig, at hvis min barndom ikke kunne slå mig ihjel, kan intet slå mig ihjel. Jeg tjener penge på at være syg i hovedet – og lidt skør har man lov til at være. Der er så ufatteligt mange dårlige historier, som bliver blæst op i medierne, og derfor er jeg så højtråbende om den gode historie. Mit mål er at udbrede noget håb og tro på, at det kan lade sig gøre”, slutter Louise.