22 15 13 22 info@recoverylab.dk

Kender du det, at du ikke kan læse bøger, at du har svært ved at koncentrere dig i en samtale, og at du ikke kan huske, hvad I snakkede om, sidst du så din nærmeste ven, og at smalltalk nærmest er umuligt?

Det kender jeg. Det var hverdag for mig efter min indlæggelse for seks år siden.
Jeg er næppe alene om få kognitive vanskeligheder i forbindelse med en sindslidelse. Det er et problem, jeg ofte hører, at andre har. Nogen har opgivet, at de nogensinde kommer til at læse en bog igen.

I dag kan jeg læse bøger, jeg kan jeg huske min kalender udenad og huske, hvad jeg snakkede med andre om, sidst jeg så dem. Jeg kan koncentrere mig så godt, at jeg for det meste kan være nærværende i en samtale og sidde med den samme opgave i længere tid.

Men hvordan er jeg nået hertil? Det første halve år efter min indlæggelse var det svært at læse. I begyndelsen kunne jeg kun læse overskrifter i ugebladene – resten flimrede. Jeg forsøgte at læse en lille smule hver dag, senere læste jeg tyve minutter i en bog, selvom jeg intet kunne huske derfra bagefter. Efter et halvt år gik jeg ned på mit lokale bibliotek og trak en bog ud fra hylden. Jeg valgte en bog, jeg havde læst før – og det blev den første bog, jeg læste over et kortere stræk end et halvt år. Derefter hjalp bibliotekarerne mig med at finde nye bøger. I dag kan jeg ikke huske de bøger, jeg læste, men jeg blev ved, og jeg læste gerne en bog eller to om ugen. Det nemmeste var at læse bøger, jeg havde læst før. Eller krimier og andet letlæseligt med en fængende handling.

Jeg har aldrig været til lydbøger – ellers havde det været en mulig løsning. Podcasts kunne måske også have hjulpet.
Det var ikke nok at læse for at styrke mine kognitive færdigheder. Allerede under min indlæggelse blev jeg klar over, at jeg kunne bruge kreativ udfoldelse til at genopbygge min koncentrationsevne. Jeg lagde ud med mandalaer, senere fulgte collager, perleplader og syning.
Motion var også vigtigt – både gåture, cykelture, yoga og dans, da det styrker kognitionen. Udfordringen med motion er rent faktisk at komme af sted og komme i gang. Det hjalp at sætte det ind i kalenderen og at have aftaler med andre. Det hjalp også, at jeg tilmeldte zumbahold i et fitnesscenter og risikerede at skulle betale 30 kroner, hvis jeg ikke mødte op eller meldte afbud i tide – og at det gav glæde i kroppen at danse.
Frivilligt arbejde blev mit fodfæste og senere et springbræt til at søge job. Her kunne jeg i mit eget tempo påtage mig opgaver og små ansvarsområder. Det skabte struktur i hverdagen, og det var en måde at genopdage mine kompetencer og være sammen med andre, og det var også med til at styrke mine kognitive færdigheder.

Min gammeldags Maylandkalender var helt uundværlig, så jeg kunne overholde aftaler og have overblik over min uge. At skrive aftaler ned i hånden hjalp med at huske – det samme gjorde at skrive dagbog. I perioder blev det en fast rutine at skrive alt det ned, jeg kunne huske fra dagen for at prøve at styrke min hukommelse. Det gjorde det også nemt at få en fast aftenrutine inden sengetid, hvor dagbogen blev en af flere metoder til at drosle ned for at få en god nats søvn.

Da jeg lærte mindfulnessmeditation, gjorde det den helt store forskel i forhold til koncentrationsevne og nærvær. Det gav også bedre søvn – jeg gik fra at være op til to timer om at falde i søvn, til at falde i søvn inden for en halv time.

Sideløbende med alle disse tiltag, trappede jeg over cirka tre år gradvist ned i medicinen med støtte fra en læge. Det var tydeligt, at medicinen også havde en indflydelse på mine kognitive færdigheder, da min hjerne virkede helt sløv – særligt de første par år efter indlæggelsen. Nedtrapningen var kun mulig, fordi jeg arbejdede med min recovery. Jeg læste, skrev, mediterede, motionerede, spiste sundt, lavede kreative ting, var sammen med andre og fik meningsfyldt indhold, ansvar og socialt samvær ind gennem frivilligt arbejde samt fik styr på min kalender. Jeg var også nødt til at styrke mine relationer, have samtaler i distriktspsykiatrien og arbejde med mit reaktionsmønster.

Der er ikke nogen endegyldig formel på, hvordan kognitive færdigheder bedst genoptrænes – og i virkeligheden var alle mine tiltag en del af min recovery-proces og noget, jeg gjorde, fordi det var godt for mig, skabte indhold i hverdagen og noget, der hjalp mig videre. Jeg håber, at du kan bruge blogindlægget som inspiration til at finde ud af, hvad der vil hjælpe dig og andre – også selvom noget af det kan virke uoverkommeligt. Det vigtigste er at tage et skridt ad gangen – og hellere tage et skridt, end at blive stående det samme sted.