Jeg var begyndt at kede mig. Det var sommeren 2012, og jeg havde været sygemeldt i et år. Jeg nævnte det for min kontaktperson i distriktspsykiatrien, og hun foreslog Outsideren. Jeg brugte juli måned på at tjekke deres hjemmeside ud og endelig tage mig sammen til at skrive til redaktionsmailen, og jeg blev inviteret med til et aftenredaktionsmøde, hvor jeg mødte en del af de frivillige og hørte om Outsiderens arbejde. Der var netop udkommet et nyt nummer af Outsideren på tryk, og jeg tænkte, det kunne være fedt at få noget med i næste nummer.

Jeg begyndte at have en fast dag om ugen på Outsideren og gik i gang med en opgave med at læse gamle artikler og blogindlæg igennem, skrive korte sammenfatninger og kategorisere dem under forskellige temaer. Om aftenen deltog jeg i Outsiderens Skriveværksted og fik taget hul på at skrive både om egne oplevelser og mere fiktive tekster. Det gav mig et fast holdepunkt at have en ugentlig frivilligdag, jeg fik et arbejdsfællesskab med mennesker, der havde lignende erfaringer som mig, og jeg fik nye venner. Det gav mig stolthed at få den første tekst med i bladet, og senere fulgte mange flere på hjemmesiden og de trykte blade. Mine faste opgaver og skrivningen var med til at genoptræne mine kognitive færdigheder og mine kompetencer. Jeg voksede med årene som frivillig, og det samme gjorde mine opgaver – det er der blevet et par bladudgivelser og en del bestyrelsesarbejde ud af.

Jeg ser frivillighed som et selvfølgeligt valg for mig, da der er en tradition for at engagere sig i foreningslivet i min familie. Jeg gik til gymnastik i den lokale idrætsforening som barn, senere gik jeg også til spejder og fortsatte som frivillig leder som voksen – dog mest på spejderlejrene. Der var et særligt sammenhold, mulighed for ansvar samt faste traditioner og spejderfærdigheder, der gjorde det til et godt sted at være frivillig. Spejder blev dog svært for mig, da jeg blev syg – jeg kunne ikke være alene med min søn, før han var to et halvt, hvordan skulle jeg så kunne holde styr på en flok spejderpiger? I mine tre år som sygemeldt var jeg med som hjælpende hånd på en enkelt spejderlejr og nogle weekendarrangementer, men mest af alt stod jeg for at lave hjemmeside og opdatere den. Jeg blev skrivebordspejder, og hjemme foran computeren følte jeg mig uden for det sociale sammenhold. Efterhånden blev jeg træt af det, mistede motivationen og gejsten, og da jeg senere var kommet ud på arbejdsmarkedet igen, valgte jeg spejderne fra.

For at frivillighed skal give mening for mig, skal jeg være en del af en socialt fællesskab, og min frivillige arbejdsplads skal ligge inden for en overkommelig geografisk rækkevidde. Jeg vil meget gerne varetage meningsfulde, spændende og kompetenceopbyggende opgaver – og så kan jeg godt lide at se resultater af mit arbejde. Det kan være en artikel, et magasin eller et arrangement. Det er også vigtigt, at jeg med mit frivillige arbejde kan være med til at gøre en forskel for andre og kunne give noget af det tilbage, som jeg selv har fået ud af det. Jeg skal også kunne stå inde for mit frivillige arbejde og stedets værdier og holdninger. Det er mange krav at stille til et frivilligjob, men lige som så meget andet i fritidslivet, er frivilligt arbejde et tilvalg, der for mig også handler om at holde mig mental sund og gøre noget, der gavner mig.

I frivilligt arbejde kan det være en balancegang at sige til og fra i forhold til opgaver. Det er også en balancegang mellem pligt og lyst. Hos spejderne oplevede jeg, at der var meget fokus på, om alle deltog lige meget, og om der var nogen, der aldrig meldte sig til opgaverne eller af en eller anden grund ikke løste de opgaver, de havde sagt ja til. Der var en gensidig forpligtelse for at få opgaverne løst, så det hele ikke hang på de samme personer altid. I praksis afhang opgavefordelingen selvfølgelig af engagement, overskud og tid – vi har forskelligt energiniveau og mere eller mindre travlt. Det var der for det meste forståelse for. Hos Outsideren har jeg mødt stor forståelse for det samme – her er der også opbakning til, at jeg i perioder har brug for at tage den mere med ro. Det har gjort det nemmere at vælge til og fra – og i den sidste ende har det givet mig mere overskud til at udføre mine opgaver.

Frivilligt arbejde har alt i alt været en vigtig brik i en recovery-proces, og det har været et springbræt til at komme ud på arbejdsmarkedet efter endt sygemelding – og så er jeg endda blevet bidt så meget af det, at det er svært at stoppe igen, efter jeg er kommet i job.

Recovery Lab og Outsideren holder et fyraftensmøde om frivillighed og mental sundhed tirsdag den 10. april klokken 16-18. Du kan læse om arrangementet her og se, hvordan du tilmelder dig.