22 15 13 22 info@recoverylab.dk

Peter Høck er underviser hos Recovery Lab og har sammen med Svante undervist på et bosted. Han fortæller om kurset, og om hvordan han trækker på sit eget forløb hos Recovery Lab samt Peer-guideuddannelsen i undervisningen. Han kommer også ind på, hvad der skal til for at arbejde med recovery.

Peter begyndte på recoverykurser for snart tre år siden, efter en tidligere arbejdsgiver anbefalede ham Recovery Lab, som dengang hed Vendepunkter. Forinden havde han gået på mange andre personlige udviklingskurser, men ved at tage kurser hos Recovery Lab har Peter fået fokus på de gode ting i livet, frem for at livet er hårdt:

”Det var forholdsvist nyt for mig at få fokus mere på alt det andet end sygdommen. Hele vejen igennem min historik har det hele tiden været det svære og sygdommen, der har været øje for, og til sidst bliver fokus meget nemt, at man ikke er andet end syg. Derfor har var forfriskende for en gang skyld at få blik for, at jeg er god til noget, og jeg har nogle gode værdier”, fortæller Peter om kurserne hos Recovery Lab.

Peter er også blevet bedre til at organisere sin tid, så han har overskud til at deltage i de ting, han sætter sig for at deltage i, og han er blevet bedre til at sige fra, når han kan se, at han har brug for tid til sig selv. Det har givet ham en større stabilitet og overskud.

På kurserne har kursisterne haft en række emner oppe at vende, som har støttet op om Peters udvikling. Det har for eksempel været at finde frem til sine værdier, hvad han er god til samt at lære, hvem han er som person – men også at kigge på sine relationer, som er en central del af recovery, da vi udvikler os i samspil med andre.

Underviser for at bruge egne erfaringer

Inspirationen til at blive underviser fik Peter, da han gik på Basis-kurset, hvor underviserne fortalte, at de selv havde været kursister og senere var blevet undervisere. Peter tænkte, at han muligvis kunne begynde at få et arbejde, tjene penge og klare sig selv. Sidste år fik han mulighed for at tage Peer-guideuddannelsen, så han kunne blive uddannet til at bruge sine egne erfaringer med psykiske vanskeligheder og recovery til at støtte andre i deres recovery. På uddannelsen mødte han mennesker, der havde en masse jern i ilden, og han hørte om andre projekter, der var i gang. Han fik inspiration og udvekslede personlige erfaringer med de andre kursister:

”Det har betydet, at jeg bedre har kunnet ane fremtidsperspektiver og flere muligheder i forhold til arbejdsmarkedet. Jeg begynder at kunne se, at der er nogle områder, jeg kan komme ind og arbejde via kompetencer, jeg får igennem kurserne, og der bliver slået flere og flere stillinger op inden for området. Når jeg møder andre mennesker, for eksempel hos Recovery Lab, så åbner hele netværket sig op, og jeg begynder efterhånden at erfare, hvor der er muligheder, og at der sker en masse på området, jeg ikke var klar over”, fortæller Peter.

Ud over muligheden for job, betyder det rigtigt meget for Peter, at han kan gøre en forskel for andre. Han er meget omsorgsfuld, så det ligger naturligt til ham at ville gøre noget for andre. Det betyder også meget for at ham, at han kan bruge sine erfaringer på en konstruktiv måde og at kunne se sig selv komme ud på arbejdsmarkedet i kraft, at han har kæmpet igennem livet og haft det svært:

”Så begynder alle de svære ting, jeg har været igennem, at give mening, og jeg begynder at kunne se det i et lidt klarere syn end, hvad jeg har gjort før, hvor det hele bare har været tristesse og hårdt. I dag, hvis jeg ikke havde det, havde jeg ikke været i stand til være underviser på den måde”, uddyber Peter.

Kendskab giver trygge rammer

”Der var en stor ligeværdighed og omsorg for hinanden på kurserne. Vi vidste godt alle sammen, hvordan det var, at livet kunne gøre ondt engang imellem, og vi havde en fælles forståelse for det og en rummelighed for, at man kunne være, som man nu engang var på dagen, hvis man havde en dårlig dag. Så kunne man træde lidt i baggrunden. Der blev i hvert fald skabt nogle trygge rammer for, at man kunne blive ved med at være der”, fortæller Peter.

Netop de trygge rammer og kendskabet til, hvordan det er at være kursist på et recovery-kursus, trækker Peter på, når han sammen med Svante har undervist tre gange otte uger på et bosted. Samtidigt har det været let at skabe trygge rammer på deres hold på bostedet, da beboerne var i deres vante omgivelser, og der har heller ikke været frafald, som der ellers ofte er på kurser, hvor kursisterne skal af sted hjemmefra.

Peters kendskab fra kurser, han selv har gået på, har gjort, at han kan være rummelig og nærværende, og at han kan sætte sig i kursisternes sted og have en forståelse for, at de kan have en tung dag. Så kan han tænke tilbage på, hvordan han selv ville have, at det skulle fungere, da han var kursist, og trække på den erfaring:

”Jeg tror, at vi er en form for inspiratorer, for vi bruger meget vores eget liv i undervisningen, og vi lægger ikke skjul på, hvis vi har haft en dårlig dag eller noget, for det er vigtigt også, at de ligesom ser og kan spejle sig i os, at vi også kender til det – at de kan se, at vi på den måde har en anden forståelse af, hvordan de har det. Så jeg er en form for inspirator og støtte”, siger Peter om sin rolle som underviser.

Gensidig læring i undervisningen

Det har været en berigende oplevelse for Peter at undervise de fire deltagere på kurset på bostedet. Han husker tydeligt, at han ikke vidste, hvad han gik hen til den første kursusgang. Han har prøvet at være føl på et hold med to undervisere, men der har man ikke det samme ansvar, som når man selv står for undervisningen sammen med en anden underviser:

”Der kan du ikke bare kaste bolden videre, hvis du ikke har overskud til det – der skal du sidde og være fokuseret. Så det har været en læringsproces, ligeså meget for os, som det er at give læringen til vores kursister. Vi er vokset i det her forløb og blevet bedre til at lære tingene at kende”, siger Peter.

På de tre gange otte uger, Peter og Svante har undervist sammen på bostedet, er der ingen tvivl om, at deltagerne også har rykket sig – det kan både de to undervisere og personalet på bostedet se:

”Personalet ved ikke, hvad vi gør, men et eller andet magisk gør vi altså. Den udvikling, der er sket, har deltagerne ikke været i nærheden af før, og de er helt forbløffede og vildt kede af, at vi er færdige”, siger Peter og fortsætter:

”Deltagerne har fået en langt større åbenhed og optimisme og håb og en vilje. De har fået styr på deres vilje og tro på, at det kan godt være, at livet går skævt engang imellem, men det er ikke ensbetydende med, at det bliver ved med at gå skævt. Man kan selv gøre noget for at rette det, så man kommer ind på et bedre spor og får forbedret det”.

Hvordan kan man arbejde med recovery?

For at gå på et recovery-kursus er det vigtigt at være klar til at gå i gang med at arbejde med recovery samt at have en lyst og en vilje og mod til at se på, hvordan ens liv egentligt er og prøve at kigge på, om man har nogle mål, og om der er nogle relationer, der ikke fungerer.

”Når man først får et blik for nogle mål, man har lyst til at opnå, eller nogle relationer, der ikke fungerer, eller noget i ens dagligdag, der ikke fungerer, så er det først der, man kan begynde at agere på det. Så man starter med at kigge på de ting, der måske ikke lige er, som de skal være, og så går man videre derfra og arbejder bevidst med det”, siger Peter.

Han slutter med et råd til mennesker, der gerne vil i gang med at arbejde med recovery på et kursus:

”Du skal være klar på det og have en lyst til at arbejde med dine udfordringer og også kunne rumme andre menneskers udfordringer – altså at der er andre mennesker til stede i rummet og kunne give plads til dem, altså at det ikke kun drejer sig om dig. Du skal også være bevidst om, at det ikke er en decideret terapistund, men det er mere i nærheden af hjælp til selvhjælp, at vi giver råd og vejledning, men at arbejdet ligger hos dig selv. Vi giver nogle anretninger dertil og fortæller fra vores eget liv om, hvordan vi har haft det, og hvad vi har gjort, og som inspiration til, hvad du kan gøre for at få det bedre, og så ligger bolden hos dig”.